Lavt Selvværd - Behandling i København af Psykolog Jakob Skov Knudsen

At være i tvivl om man er god nok er faktisk en positiv egenskab – det må bare ikke komme til at fylde så meget, at man slet ikke tør gøre noget. De, der aldrig er tvivl på dem selv, er sjældent de mest behagelige mennesker at være sammen med.

Føler du, at du har et lavt selvværd, og du vil gerne tage en snak med en psykolog, er du velkommen til at kontakte mig uforpligtende for at tale mere om dig og din situation.

Jacob Knudsen psykolog

Usikker på sig selv, lavt selvværd

Vanskeligheder med at fungere socialt er et stort problem – ikke bare for unge, selv om det ofte er dem, der kæmper mest med det. Social fobi, angst, indadvendthed, usikkerhed og selvværdsproblemer kan være utroligt invaliderende og begrænse ens frihed til at leve som den man er. Og netop fordi man godt ved, at det er ”indeni”, der er et problem – at der ikke er noget i det ydre, som forhindrer én i at gøre det man har lyst til – bliver det ofte så meget mere smertefuldt for én. For pilen peger jo på en selv, når man skal finde ”skylden”.

Og på den måde bliver den her type problemer ofte også selvforstærkende – jo mere man undgår forskellige ting, jo mere føler man sig forkert, og jo mere vil man have tendens til at fortsætte med sin undgåelses-adfærd. Så derfor hjælper det virkeligt at få hjælp til at få brudt den onde cirkel – så den ikke fortsætter i årevis.

Måske vil behandlingen ikke medføre, at man pludselig elsker opmærksomhed og VIL være i centrum hele tiden. Men det kan betyde, at det bliver nemmere at være den, man er – og at man respekterer sin egen indadvendthed og usikkerhed lidt mere. Og så bliver det på den måde ofte langt nemmere at få gjort det, man har lyst til – fordi man ikke længere hele tiden bedømmer sig selv, og fordi man ikke længere slår sig selv oven i hovedet hele tiden.